Dødsfald - Huskeliste

Huskeliste til de efterladte

Når en man har kær går bort, kan selv de mest simple opgaver virke uoverskuelige.
Ved kontakt til os, sørger vi for at hjælpe  jer godt på vej med en lang række af opgaver i forbindelse med begravelsen eller bisættelsen. Vi rådgiver og vejleder jer ligeledes gennem specifikke opgaver og ud fra den situation, som I måtte stå overfor. For at hjælpe jer lidt på vej, har vi nedenfor beskrevet nogle af de punkter som kunne vedrøre jer. 

Opgaver som efterladt ægtefælle

Som efterladt ægtefælle er der en række praktiske opgaver som kan forekomme, og som du selv skal sørge for. Som ægtefælle er det vigtigt at justere og tilrette dine oplysninger i forbindelse med offentlige ydelser, såsom boligydelse, boligsikring, børnetilskud eller forhøjet børnetilskud. Ligeledes bør du gennemgå dine forsikringer, skatteforhold og bankkonti, samt forskudsopgørelse så de stemmer overens med din nye situation. Du skal måske også have omregistreret bilen, campingvognen eller eventuelt en båd. Som efterladt enke eller enkemand kan du også søge om udsættelse af ejendomsskat, hvilket kan give lidt økonomisk overskud. Derudover er det meget normalt at du som efterladt bliver kontaktet af pensionsselskaber, ATP eller forsikringsselskaber i forbindelse med eventuelle udbetalinger. Det hele kan virke meget overvældende, og det er ikke altid det første, man som enke eller enkemand har lyst til at skulle forholde sig til. En god idé er derfor, at søge hjælp og støtte hos dine børn eller nære venner, så de kan hjælpe dig i den svære tid. 

 

 

Opgaver når afdøde var enlig eller længstlevende ægtefælle 

Var afdøde enlig eller længstlevende ægtefælle, kan det være aktuelt, at du som efterladt skal afmelde en række services. Det kan blandt andet være abonnementer til aviser, blade, medlemskaber i foreninger, fitness, sportsklubber eller andre medlemskontingenter.
Boede afdøde til leje, skal du huske at opsige boligen, så huslejen ophører. Dertil hører afmelding af el, vand, varme, internet og tv også. Havde afdøde en mobiltelefon, skal du også kontakte teleudbyderen og opsige abonnementet. Benyttede afdøde sig af hjælpemidler bevilget af kommunen eller anden part, skal du også sørge for at returnere det. Husk altid at gemme kvitteringerne hver gang du returnerer eller afmelder en service, så du har dokumentation på plads, i tilfælde af at der skulle opstå problemer.

Opgaver i forbindelse med højtideligheden 

Når højtideligheden skal planlægges, er det en god idé at tjekke, om afdøde på forhånd har nedskrevet eventuelle ønsker i forbindelse med sin død. Disse ønsker kan for eksempel være nedskrevet gennem formularen “Min Sidste Vilje” eller i et eventuelt testamente som afdøde har udfyldt. Såfremt der ingen ønsker er nedskrevet af afdøde, guider og rådgiver vi jer som bedemand gennem de mange andre opgaver og problemstillinger som måtte følge af dødsfaldet. 
Rent økonomisk kan et dødsfald for mange blive en dyrere affære, men for manges vedkommende kan der være hjælp at hente i form af begravelseshjælp. Reglerne er, at alle der er født før 1. april 1957 som minimum er berettiget til 1050 kroner i begravelseshjælp gennem Udbetaling Danmark og ellers afhænger det af afdødes og eventuelt længstlevendes økonomi og formue. Såfremt dette er tilfældet hjælper vi jer selvfølgelig med dette. Ligeledes kan der i enkelte tilfælde være hjælp at hente hos eventuelle fagforeninger eller begravelseskasser.